Lolland-Falster topper listen over antallet af tvangsauktioner

Lolland-Falster var i 2017 den landsdel med flest huse på tvangsauktion. På førstepladsen ligger Lolland Kommune med 120 tvangsauktioner, mens nabokommunen Guldborgsund Kommune indtager andenpladsen med 109 tvangsauktioner. De to kommuner har markant flere tvangsauktioner end resten af landet. 

 

 

Overlæge: Patienten er ekspert i sin egen sygdom

“Jeg er ikke møbelsnedker, men når jeg køber et møbel i IKEA, så regner IKEA med, at jeg er en kompetent forbruger, der selv kan sætte mit møbel sammen.” Samme tankegang bør læger have om deres patienter, mener overlæge og medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland, Ole Davidsen (V).

Overlæge og regionsrådsmedlem Ole Davidsen (V) mener, at de praktiserende læger skal stole på, at patienten kender sin egen sygdom bedst og give dem muligheden for at gå direkte til speciellæge uden henvisning fra egen læge. Kritikere frygter, at lægen mister sin autoritet.

Af Sofie Øgård Gøttler

Når gigtramte Lene endnu en gang har behov for at besøge sin fysioterapeut, skal hun i dag forbi sin praktiserende læge for at indhente en henvisning, før hun kan lægge sig på massagebriksen. Men hvis det stod til overlæge regionsrådsmedlem i Region Midtjylland, Ole Davidsen (V), kender Lene sin krop godt nok til at gå den direkte vej, uden besøg hos lægens kontor.

Eksemplet er tænkt, men ikke desto mindre realistisk, hvis du spørger Ole Davidsen:

”Patienten ved godt hvor skoen trykker, de er eksperter i deres egen lidelse. Og det er den praktiserende læge ikke nødvendigvis. Jeg er tit ude for, at jeg ikke ved noget om en bestemt type sygdom.” siger Ole Davidsen.

En vurderingssag

Ole Davidsen kalder denne type patienter for ”kompetente patienter”. Et begreb, der dækker over en person, typisk med en kronisk sygdom, der er så oplyst om sine egne skavanker, at han eller hun har viden nok, til at gå uden om egen læge og direkte til den relevante specialist. Men det er ikke alle og enhver, da kan få titlen som ”kompetent patient”:

”Man bliver ikke født som ”kompetent patient”, det er noget, man bliver. Lægen skal have både faglig og menneskelig kompetence til at vurdere om patienten er hypokonder eller faktisk har rigtige symptomer.” fortæller Ole Davidsen

En trussel mod lægens autoritet

Overlæge og professor, Bente Klarlund forholder sig anderledes kritisk til begrebet. I en klumme i Politken udtrykker hun bekymring for, at lægen vil miste sin autoritet, hvis patient og læge bliver samarbejdspartnere:

”Lægen er ikke en sparringspartner, men en faglig autoritet, der ikke deler patientens frygt og usikkerhed, men med den nødvendige objektive distance kan og skal påtage sig ansvar for at diagnosticere, rådgive og behandle. ” skriver Klarlund i sin klumme.

Et udsagn som Davidsen erklærer sig lodret uenig i. Han mener derimod, at Klarunds tankegang er forældet:

”For 30 år siden havde lægen autoritet. I dag er det i nogle situationer selvfølgelig nødvendigt at være autoritær, men oftest bør lægen fungere som sparringspartner. ” siger Ole Davidsen.

 

I dag kræver det ikke en henvisning at gå til øre-, næse- og halslæge, øjenlæge samt kiropraktor.

 


Se Ole Davidsen forsøge at svare enten ja eller nej til en række spørgsmål om den “kompetente patient” i videoen herover.

Kulturgæster svigter hoteller

På trods af en meget lille stigning i overnatninger for juli 2017 sammenlignet med samme tid året før, tyder det i følge kommunikationschef for Aarhus 2017, Bent Sørensen, på, at man når sin målsætning på 10,5 millioner overnattende gæster i Region Midtjylland i 2017.

Antallet af overnatninger på hoteller og feriecentre i Region Midtjylland i juli måned, er steget med 1,1 procent i 2017 sammenlignet med tal fra samme måned sidste år. En lille stigning set i lyset af, at regionen i år er en del af Europæisk kulturhovedstad. Pressechef hos Aarhus 2017 er dog tilfreds med tallene. 

Af Sofie Øgård Gøttler

Teaterstykket Røde orm og musicalen Watermusic i Randers er blot to af de store satsninger, der skulle tiltrække turister i hobevis til Region Midtjylland i forbindelse med Aarhus’ værtsrolle som europæisk kulturhovedstad. Nye tal viser dog, at turisterne ikke har lagt hovedet til ro på en hotelhovedpude, oftere end de gjorde året forinden i 2016.

Tallene, som stammer fra Danmarks Statistik for VisitDenmark, viser, at Region Midtjylland blot har oplevet en stigning på 1,1 procent i antallet af overnattende gæster på hoteller eller feriecentre i højsæsonen for turisme, juli måned, sammenlignet med samme periode i 2016.  Det samlede tal lød sidste år på 316.344 gæster, mens det i år ligger på 319.411. En stigning på 3067 gæster.

Kommunikationschef for Aarhus 2017, Bent Sørensen, er dog ikke bekymret for kulturhovedstadens succes og forklarer tallene dels med, at gæsterne i højere grad bor i sommerhuse, og dels at de mange gæster som ankommer med krydstogtskibe, ikke er en del af statistikken:

“Vi har ingen indikationer på, at hoteller og feriecentre ikke tjener penge. Derimod, glæder vi os over, at der er kommet så mange gæster.” siger Bent Sørensen.

 

Naboer ligger i top og bund

Og i Randers er der i høj grad noget at glæde sig over. De topper nemlig statistikken med en vækst på 28 procent i forhold til 2016. Det høje tal skal forklares med genåbningen af et stort hotel i byen, men også en målrettet indsats mod, at lokke turister til byen:

”Vi har kørt en særskilt branding-kampagne for turisme, som tager afsæt i Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad. Det har absolut gjort en forskel.” siger Anne-Mette Knattrup, turistchef ved VisitRanders.

I nabokommunen, Viborg, er der ikke samme grund til at smile. For her oplever man derimod et fald på 28 %. Redaktionen har forgæves forsøgt, at få en kommentar fra både formand for Kultur- og fritidsudvalg, Per Møller Jensen (S) og turistchef hos VisitViborg, Charlotte Kastbjerg.

 

Tallene fra Danmarks Statistik stammer fra 15 ud af 19 kommuner i Region Midtjylland.

 

Forventningsartikel

 

Navn: Sofie Øgård Gøttler, 22 år.

Baggrund og personlige interesser/fritid:

Født og opvokset i den midtjyske mulm, altså ikke bogstaveligt. Silkeborg er min hjemstavn, inden jeg for et år siden flyttede til Aarhus med min kæreste Mads. Ham bruger jeg også størstedelen af min tid på, når jeg ikke servicerer nordmænd på Restaurant Ombord, hvor jeg arbejder som reservetjener. Egentlig ikke et job, der passer specielt godt til mig, da jeg vel nok er det mest klodsede menneske vest for Storebælt. Min største drøm er, at at overtage verdens herredømmet, men hvis ikke det kan lade sig gøre, vil jeg rigtig gerne have en kat. Ved nærmere eftertanke er det måske faktisk min største drøm.

Hvad forventer du, at få ud af dette undervisningsforløb:

Mine forventninger er baseret på de nu 3. semesters elevers fortællinger, da jeg selv blot var en grønskolling på 1. sem:  “Det her forløb dræber din lyst til at blive journalist” og “Der er rigtig mange der er begyndt at droppe ud”. Jeg må være ærlig og sige, at jeg forventer ikke at udvikle de store sprogblomster, men derimod lære at skære en nyhed knivskarpt, som var jeg en yngre, blondere Lasse Sjørslev. Og så forventer jeg at være på fornavn med samtlige kommunalvalgskandidater i Aarhus Kommune når forløbet når sin ende.

 

Hvordan har du forberedt dig til forløbet?

Jeg har læst de dokumenter der ligger på Moodle.

 

Hvordan kan du især bidrage til gruppe/par-arbejde? 

Der er nok i virkeligheden både min svaghed og styrke, men jeg er god til at skære igennem når tid er.

 

Hvad er dine ambitioner for forløbet på en skala fra 1-10?

Syv, frygter at kommunalvalget får en demotiverende effekt på mine ambitioner, men hvem ved, hvilke intiriger, der gemmer sig? Derfor syv – med plads til stigning.

 

Fagligt set, hvad er dine stærke/svage sider? 

Min svaghed er helt sikkert, at jeg skriver for langt. Og hvis du beder min om at “Kill my darlings” får jeg knopper. Men jeg øver mig! Min styrke må klart være min evne til at skrive i et tempo, hvor selv en EPO-proppet Michael Rasmussen må se sig slået. Jeg har sat mit sidste komma inden du kan nå at skrive BREAKI….

 

På hvilke områder vil du gerne udvikle dig?

Jeg glæder mig til at lære at tage lige præcis den mængde information med i en artikel, som læseren har brug for og ikke et bogstav mere.

 

Hvad vil du gøre for at udvikle dig på disse områder?

Slå lyttelapperne ud og spørge løs, som havde jeg ingen skam i livet.

Seksualkrænker: ”En sølle handling fra et sølle menneske”

En 46-årig mand erkendte sig mandag skyldig i tre forhold af blufærdighedskrænkelse, i byretten i Viborg. Det groveste begået imod en blot 11-årig pige.

 

Af Sofie Øgård Gøttler

Sogottler@mail.dmjx.dk

 

Med hænderne begravet i ansigtet var det en tydelig skyldbetynget mand, der mandag erkendte at have sendt billeder af en nøgen mand til to voksne kvinder, samt haft en upassende sms-korrespondance med en 11-årig pige.

 

Handlingerne skete i foråret 2016, hvor manden fik interesse for de to voksne kvinder til en fest på kærestens arbejdsplads. Han fandt efterfølgende deres telefonnumre på internettet, og kontaktede dem med et billede af en nøgen mand, som han havde fundet via en google-søgning. Manden gav sig desuden til kende under et andet navn.

 

Udgav sig for 15-årig

Samme forår havde den 46-årige også taget kontakt til en 11-årig pige, som manden, ifølge anklageskriftet, havde haft en sms-samtale af upassende karakter med.

 

Han havde i beskederne udgivet sig for at være en 15-årig dreng, en oplysning manden påstod ikke at kunne huske korrektheden af, men som anklageren kunne bevise i en kopi af samtalen.

 

Anklageren læste en enkelt af sms’erne højt, hvor det fremgik, at manden fandt pigen attraktiv og ønskede samleje, hvis hun havde været 15 år og ikke 13 år, som hun havde udgivet sig for. I retten forklarede han, at han ikke ønskede sex og havde ingen intention om at mødes med pigen, ligesom han heller ikke havde noget ønske om, at mødes med de to kvinder.

 

Forældrene tilstede

Pigens forældre var, foruden pressen, at finde i det lille retslokale. Placeret få meter bag den tiltalte, sad moderen med blanke øjne, da anklageskriftet blev læst op. Det var igennem en krak-søgning på netop moderens navn, at manden havde fået kontakt til pigen. Hans intention var, ifølge ham selv, at få kontakt med en voksen, men fortsatte altså samtalen, til trods for den nye viden om pigens unge alder.

Alterego
Med kroppen placeret på den alleryderste spids af stolen, rank ryg og foldede hænder, forklarede manden, at han handlede i et håb om, at nogen ville finde ham interessant. Han undskyldte i retten overfor de implicerede og forklarede sine handlinger med en følelse af ensomhed.

Han var i perioden gået fra sin kæreste, tynget af stress og tog sovepiller for at falde i søvn. Manden har efter sigtelsen gået til psykolog og i parterapi:

”Jeg ønsker at finde ud af, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg kan ikke forklare det, kun undskylde. Det var en sølle handling fra et sølle menneske.” uddybede manden overfor dommeren.

 

Tidligere dømt

I 2011 fik manden en betinget dom for blufærdighedskrænkelse og anklageren mente derfor, at han havde fået sin chance og krævede en ubetinget fængselsstraf på minimum 30 dage, samt krav om erstatning til alle tre ofre.

Mandens forsvar erkendte erstatningskravet til den 11-årige, men mente ikke at kvinderne var blevet krænket i sådan grad, at konsekvenserne var store nok til erstatning. Forsvaret lagde desuden vægt på, at manden efter en årrække med korte ansættelsesforløb grundet den plettede straffeattest, i februar havde fået en fuldtidsstilling og en fængselsstraf derfor ville gøre større skade end gavn.

 

Dommen bliver afsagt om en uge

Når ingen ser det, kan man græde mellem Løvberg og Rødding

36-årige Elizabeth Cunningham Dybdal mistede med to års mellemrum begge sine forældre. Den ene til alkoholen, den anden til Alzheimers. Efter at have stået konstant rådighed for dem de sidste mange år, stod hun tilbage med en ansvarsfølelse, der ikke længere kunne forløses.

 Af Sofie Øgård Gøttler

Sogottler@mail.dmjx.dk

Forårssolen strømmer ind af Velux-vinduet i den lille lejlighed, der er placeret langt oppe under tagbjælkerne og med udsigt til det hvide kirketårn og de skummende bølger på den mørke sø i Rødding. I vindueskarmen står to krukker. På den ene står ”Drømme”, på den anden ”Kærlighed”. Indholdet er en blanding af guld og lilla pailletter og sedler med ord, der knytter sig til mærkatet. Papirslapperne har Elizabeth skrevet, og krukken bliver løbende fyldt op med nye drømme og ønsker. Den sandfarvede flyder af en lænestol står i dag placeret midt i stuen. For et år siden stod den under skråvinduet med Elizabeth tungt placeret i den. Hendes blik, fikseret på en vimpel, der svajede i vinden. En følelse hun næsten ikke kunne genkende, plantede sig i hendes krop. Afslappet. Bekymringsfri. Lettet. ”Jeg kunne pludselig glo ud i luften og være glad i låget,” fortæller hun med lettelse i stemmen.

Hun havde taget sin endelige afsked med forældrene og den pligtfølelse for at hjælpe dem, der fulgte med.

 

Alkoholen blev tiet ihjel

”Mit første minde om min far er, at han en dag ikke var som han plejede. Men jeg vidste jo ikke at det var indholdet af glasset, der var skyld i dette.”

Han snuppede penge, der var afsat til elregningen og spenderede dem på hans mange drukture. Forsvindingsnumre, hvor familien på 5 ikke anede, hvornår han ville vende tilbage. Det var først da elværket slukkede lyset i huset på Viborg-egnen, at Elizabeths mor anede uråd om pengenes endeligt. Men alkoholismen var ikke noget man talte højt om. Jo, en gang i mellem. Hvis det absolut ikke kunne undgås, affejede moderen, fra hvem det irske Cunningham stammer, det med irsk galgenhumor. Og så blev der ikke talt mere om det.

Tvungen ædrulighed

Det var først da Elizabeths far blev tvunget i ædruelighed af et hjerteanfald og tre brækkede ribben som følge, at hun, som den yngste og eneste datter, tog bladet fra munden:

”Jeg bad ham om at få et par nosser. Tænk at sige sådan noget til sin far,” fortæller hun med et flovt grin. Alkoholismen havde forinden været tiltagende. Han flygtede fra hverdagen. En hverdag, der de forgange år var præget af en hustru, som i større og større grad viste tegn på den frygtede sygdom Alzheimers. Men som alkoholismen, blev der heller ikke talt højt om dette. På trods af at det stod tydeligt for enhver.

Krukkerne fyldt med drømme og kærlighed

Ville slå græsset med en saks

Moderen viste i starten blot små tegn på, at der var sket en ændring i hendes sind. Elizabeth husker en situation, hvor hun overrasker moderen siddende på knæ i forældrenes have med en lille saks i hånden. I færd med at klippe hver enkelt græsstrå på plænen. Overbevist om, at det ér mere effektivt end græsslåmaskinen. Det lignede ikke moderen. Hun var en kvinde, som var styret af logik og gik meget op i, at omverdenen så et glansbillede af familien, selvom billedet krakelerede i privaten. Lidelse stod først klar for Elizabeth og hendes to ældre brødre til en julemiddag for cirka 10 år siden:

”Hun insisterede på, at vi skulle holde jul ved dem. Så det gjorde vi. Og hun ville lave frikadeller. Da vi ankom hilste jeg på hende og opdagede, at hun var ved at koge frikadellerne. Hun påstod hårdnakket, at det er altså normalt, og det kan man godt. Så den jul fik vi kogte frikadeller.”

 

”Mellem byskiltet i Rødding og Løvberg er afstanden stor nok til, at jeg kunne nå at græde og samtidig se ordentlig ud når jeg skulle ud og købe ind bagefter.”

 

Fra barn til plejer

Efter faderens hjerteanfald, blev det sværere og sværere for forældrene at opretholde en almindelig hverdag. Selv ikke de mest basale opgaver magtede de, og Elizabeth endte med at forsørge to husstande – hendes egen og forældrenes. Hendes hverdag var planlagt ned til mindste detalje, og der var knap nok tid til at trække vejret i mellem hendes egne og forældrenes gøremål:

”Jeg havde en kæmpe ansvarsfølelse. Det var jo mine forældre. Hvem ville ikke gøre det?” fortæller hun med alvor i stemmen og fortsætter:

”Mellem byskiltet i Rødding og Løvberg er afstanden stor nok til, at jeg kunne nå at græde og samtidig se ordentlig ud, når jeg skulle ud og købe ind bagefter.”

Da faderen et halvt år efter hjerteanfaldet sov ind i hjemmet, var Elizabeth presset til det maksimale. Moderen var nu så dement, at hun end ikke opdagede, at hendes mand var død. Det var en sygeplejerske, der fandt ham, på trods af at moderen havde befundet sig i huset hele morgenen. Midt i sorgen må Elizabeth gang på gang forklare hendes mor hvad der er hændt. For hun har glemt det.

”Det, er der ikke nogen, der har sagt til mig” sagde hun, hver gang hun på ny fik overbragt nyheden. Hver gang med en ny følelsesmæssig reaktion over tabet af manden.

 

Børnesikrede voksenhjemmet

Efter faderens død forværredes moderens tilstand. Hjemmehjælp 12 gange i døgnet var ikke tilstrækkeligt, og Elizabeth fortsatte med at komme hver eneste dag. Også selvom hun ikke havde lyst. Det var hendes pligt, som datter. Mor/datter forholdet ændrede sig markant og Elizabeth opdagede hurtigt, at hun måtte te til andre midler end sund fornuft, når hun skulle overtale sin mor til lægebesøg. Fornuften var væk og erstattet af modvilje. Elizabeth begyndte at snyde sin mor. Eller undlade at fortælle sandheden:

”Når vi skulle til lægen, fortalte jeg hende, at vi skulle på tur. Ud i det blå! Den var hun med på. Når vi så sad i bilen og hun igen havde glemt hvad vi skulle, fortalte jeg, at vi jo altså havde en aftale hos lægen. På den måde fik jeg hende med.”

I starten havde Elizabeth det skidt med at lyve for sin mor, men indså, at det var for hendes eget bedste. Det var nu barnet, der tog sig af sin mor, ikke omvendt. Rollerne var byttet om. Elizabeth børnesikrede moderens hjem ved at fjerne alle knapper på komfurer og lignende, så hun ikke kom til skade.

Elizabeth er begyndt til ukulele. Førhen havde hun ikke tid til fritidsinteresser.

 

Støttegrupper gav ro

En konstant bekymring og samvittighedsfølelse satte sit præg på Elizabeth. Selv efter moderens død for to år siden, spreder der sig i dag stadig en panikangst, når et fremmed nummer lyser op på mobilskærmen. Per automatik er det lig dårlige nyheder. Den følelse slipper hun ikke foreløbig.

Gennem støttegrupper på Facebook og regelmæssig besøg i TUBA, der er en forening for børn og unge af alkoholmisbrugere, har hun fundet støtte og fællesskab hos ligesindede. Som hun sad der i lænestolen for et år siden, var hun tilbage i rollen som barn. Men uden forældre. Og uden det medfølgende ansvar.

 

 

Træmænd og vævedamer

 

Af Sofie Øgård Gøttler
Sogottler@mail.dmjx.dk

Allerede inden man træder indenfor i lokale 104 på Holme Lokalcenter, kan man høre latteren. Indenfor befinder Vera og Edith sig. Edith placeret på en ergonomisk korrekt stol, Vera foretrækker at stå op. Det er Edith, der griner. Begge kvinder er over 70, nok også over 80. Det er man som regel, når man fortæller erindringer om rationeringstiden. Foran dem står to væve med påspændt garn i alverdens farver. ”Jeg havde sgu da aldrig vævet før” fortæller Vera. Det er nu 15 år siden, hun gjorde det for første gang. Og det på Lokalcenter Holme.

De venter på endnu en holdkammerat, Birthe. Altså foruden Inge, hende der får det hele til at ske. Edith og Vera ved ikke hvorfor Birthe kommer for sent, men de ved hvorfor Inge gør. Hun er hjemme hos en anden deltager og stille en væv op. Det er hendes opgave som frivillig. Birthe, som synes en smule yngre selvom rynkerne kan narre i den alder, træder ind ad døren på slaget halv. Det viser sig, at det er Vera og Edith der er for tidligt på den. Fem minutter efter støder Inge til. Væveklubben er endnu engang samlet, som de har været det et utal af tirsdage formiddage forinden, de mangler dog én deltager, men hun er i København og besøge noget familie. Det skal jo også passes.

Engang var de mange. Der er lidt uenighed om, hvorvidt de var det dobbelte antal af nu eller om tallet nærmere var 20. Men folk falder jo fra, konstaterer Inge, med et blik der fortæller, at dét skal menes bogstaveligt. De næste to timer skal de arbejde intenst med hver deres væve-projekt. Det er i hvert fald hvad folderen, der beskriver de mange aktiviteter i lokalcentret, fortæller. Om det nu også er realiteterne, må være op til det uvisse. For:

”Vi er jo en snakkeklub”, nærmest indrømmer Birthe. 

Birthes barnebarn ville gerne have et sort viskestykke: “Men det får han ikke lov til.”

 

Frivillig-fitness-succes

Og aktiviteter er der mange af på Holme Lokalcenter. 14 styks, for at være præcis. Fordelt på alle ugens dage. Og det er de 75 frivillige, som driver værket. Det fortæller frivilligkoordinator, Peter Fritz Tofft:

”Når det kommer til aktiviteterne, så er vi 100 procent afhængige af de frivilliges indsats.”

Altså folk som Inge, der hver anden tirsdag må forlade lokale 104, til fordel for sy-holdet, som hun også styrer med fast hånd.

Borgerne præger aktiviteterne gennem et lille brugerråd bestående af borgere, der på den måde får en stemme i kommunens beslutninger. Peter Fritz Tofft fremhæver centrets fitness-hold som en solskinshistorie:

”De har gennem rådet etableret en lille bestyrelse og fundet økonomiske midler, så borgerne slipper for brugerbetaling i fitness. Det er en frivillig-succes!”

Kaffeslabberas

Tilbage hos damerne er det nu blevet kaffetid. Det er Ediths faste opgave, at hente kaffe.

”Den koster kun 6 kr, det skal du huske at skrive ned, det er vigtigt” understreger Birthe. For hvis nu artiklen lokker nye til.

I dag er desuden en speciel dag på væveholdet. Edith har fået køkkendamen i cafeteriet til at bage Ediths, efter eget udsagn, udsøgte æblekage. Med en lille bakke placeret på rollatoren, begiver hun sig af sted for at få fyldt den op med gode sager. Det skal der til.

Når væven svigter, træder træmændene til

I mens viser Inge vej ned til holdets mandelige pendant, træmændene. Det er dem, der træder til når damerne ryger ind i den slags problemer der ikke kan fikses med en hæklenål.

Placeret i centrets kælder, mødes man af den distinkte duft af træspåner, samt et skilt på døren til værkstedet, der proklamerer ”Velkommen hos rigtige mænd”. Og ikke den slags DR underholder danskerne med, nej. Det her er rigtige, ”rigtige mænd”. Indenfor finder man Henning, Rudolph og Erik. Det er dem, der har ”tid” i værkstedet denne tirsdag. Det er nemlig utroligt populært, at give sig i kast med drejebænk og høvl, så populært at brugen af lokalet er skemalagt og desuden fuldt booket. Erik er kommer der fast tre gange om ugen de sidste tre år:

”Man skal jo væk fra konen en gang i mellem” forklarer han.

Mændene fremviser den ene finslebne og olierede træfigur efter den anden, så selv Kay Boyesen ville være imponeret. Men noget tyder på, at dommerne sidder tilbage i hjemmene:

”Man skal have gardiner, man kan gemme dem bag. Eller en brændeovn.”

Tredje gang er lykkens gang for Eriks træfigur. De to forgængere fyrede godt i brændeovnen.

 

Tirsdag er selskabsdag

I lokale 104 vidner tallerknerne nu blot om æblekagen, der var engang. Kaffekopperne er tomme, men der er heldigvis tid til en genopfyldning, inden de vender tilbage til arbejdet. Hvis de altså gør det. For hyggen hænger tæt og som Edith slutter:

”Det er jo min selskabsdag om tirsdagen.”

Pigerne der elsker mudder

Hver tirsdag og torsdag samles piger fra hele verden til en beskidt omgang rugby i Viby

Af Sofie Øgård Gøttler

Det er en blæsende februar aften, og klokken nærmer sig 17.30 på Viby Idrætspark. Uden for klubhuset har en flok piger, de fleste klædt i sort træningstøj, stimlet sig sammen i kulden. Kommunikationen foregår på engelsk af hensyn til de internationale studerende, som har fundet vej til dagens træning. Som den eneste mand til stede kalder træner Louis pigerne sammen. Viseren har sneget sig et par minutter forbi halv, og de skal i gang med ugens første træning.

”Lets Go!” råber han.

På banen ligger en bunke ovale bolde. Rugbybolde. Pigernes fodboldstøvler synker straks ned i den mudrede græsplæne, som bærer præg af vinterens regn og slud, men det gør ingenting. Tværtimod. De er ikke bange for lidt mudder. Velkommen til tirsdagstræning for Aarhus Rugby Klubs kvindehold.

Idrætsdag førte til landsholdet

Èn af pigerne er 21-årige Sille Katrine Krogh Møller. Hun har spillet rugby i fire år og blev introduceret til sporten til idrætsdag på Grenaa Gymnasium:

”Det var dér, jeg faldt for det. Det var nyt, det var anderledes, og det var bare rigtig sjovt. Selvom du aldrig havde set en rugbybold før, blev du bare accepteret.”

Herefter meldte hun sig ind i den lokale klub, Grenå Rugby Klub, hvor karrieren tog fart. Hun blev i 2014 udtaget til landsholdet og har deltaget i EM for kvinderugby, hvor hun var med til at vinde holdets pulje, og dermed fik adgang til den eftertragtede OL-kvalifikation i 2016, som de dog missede. Om landsholdet fortæller hun:

”Jeg har aldrig nogensinde været ude og rejse så meget, som jeg har med landsholdet. Og man får nye venner fra hele verden!”

Ingen ”sure kællinger”

Det er ikke helt ufarligt at spille rugby. Det er en kontaktsport med stort K, og det eneste beskyttelsesudstyr er en tandbeskytter. Sille er dog aldrig selv kommet alvorligt til skade. 7-9-13, som hun selv siger. Men selvom det kan gå hårdt for sig i de intense to gange syv minutter,  som kampene varer, så er uvenskaberne lagt på hylden, så snart slutfløjtet lyder, og der bliver altid sagt tak for kampen med enten et håndslag eller knus. Og dét er en vigtig del af rugby, forklarer Sille: ”Der er respekt både på og uden for banen. Når kampen er slut, er man ikke en sur kælling, men siger for eksempel: ”Du spillede virkelig godt!” og får gode råd til, hvad man kan gøre bedre. Det er sindssygt vigtigt for mig. Jeg er aldrig gået fra en træning eller kamp uden et smil på læben.”

3. halvleg

Halvanden time efter at Louis beordrede pigerne på banen, er træningen nu slut. Silles hvide trøje vidner om, at hun har givet sig fuldt ud i kampen om den neongule bold. Inden de hver især begiver sig hjem, formodentligt mod et varmt bad, samles de i en cirkel. Holdets anden træner Lucy forklarer på engelsk, at på torsdag efter træning vil der blive serveret kaffe og kage. Og for Sille som startede i klubben i midten af februar, er det en åben invitation til nye venskaber. Kaffe, kage og så lidt mudder.

Fra Nord Vest til Viby J

Journalistuddannelsen i Aarhus tiltrækker studerende fra hele landet og i alle aldre, én af dem er 33-årige Jacob.

Af Sofie Øgård Gøttler

37 procent. Så stor en andel af de optagede på Journalistuddannelsen i 2015, kom fra Sjælland. Flyttevognene kører ellers i den modsatte retning over storebælt. Eksiljyder søger tilflugt i hovedstaden, ja, de indfødte københavnere er efterhånden i mindretal. De unge vil opleve storbyens stemning; spise en sharwarma på Nørrebro, svømme på Islands Brygge og danse på kødbyens mørke klubber. Og det forståeligt. Men Aarhus har noget København ikke har. Aarhus har Bunkeren. På toppen af Randersvej, nærmere Oluf Palmes Allé 11, toner den grå bygning med de få vinduer sig op over landskabet. “Danmarks Medie- og Journalisthøjskole” står der med store, sorte bogstaver over indgangen. Og netop denne bygning danner rammerne om en af de få årsager til at 2400 Nordvest bliver byttet ud med 8620 Viby J. Et bytte Jacob Kabel har foretaget.

Om forhåbningerne: “For mit personlige vedkommende, så håber jeg, jeg kommer til at trives med det her.”

Familien fulgte med

For Jacob var der ingen tvivl; hvis ikke det var fordi han var blevet optaget på DMJX, var han og familien, bestående af en kæreste og deres to børn på henholdsvis seks måneder og fire år, ikke flyttet til Aarhus. “Min kæreste kommer oprindeligt fra Norge og har skullet falde til i København. Aarhus har hun slet ingen tilknytning til,” fortæller Jacob, der dog selv har  familie i Aarhus-området. Han har et godt indtryk af Aarhus og har ingen grund til at tro, at København skulle være en bedre by at vokse op i. Han har dog travlt med studiet, som han startede på 6. februar, og når lektierne er klaret, står den på familietid og de praktiske opgaver som følger med. Derfor har han slet ikke haft tid til at opleve byen endnu, men familien har dog også kun boet i det lille rækkehus i Viby i 14 dage.

 

Om at falde til: “Det mest presserende problem, sådan lige nu, er måske at få familie til at falde helt ordentlig til og finde en eller anden tryghed og hverdag herovre.”

Positive forhåbninger

At flytte reden til Aarhus var et stort skridt for den lille familie, men som Jacob fortæller: “Hvis man skulle gøre det, så skulle det være nu. Imens børnene er så små og ikke bundet af skole eller noget andet. Børn er imponerende omstillingsparate.” Jacobs datter taler naturligt nok ofte om vennerne fra den gamle børnehave, og han og familien savner da også den tryghed, der var i hverdagen i det københavnske. Men han har positive forhåbninger for fremtiden: “Jeg føler mig sådan set ret overbevist om, at vi nok skal falde til i Aarhus.”